En yogaferie er en fantastisk mulighed for at træne dine yogaskills, forkæle dig selv og drikke uanede mængder urtete. Men inden du kan sætte dig til rette i vandkanten i lotusstilling, er der flere ting, du skal overveje:
- Hvilken slags yogarejse vil du på?
- Hvem skal med?
- Hvad må det koste?
- Hvad skal du putte i kufferten?
Vi har lavet den ultimative guide til dig, der drømmer om at tage på yogaferie.
HVEM HAR VI TALT MED?
Cecilie Bjørk er yogainstruktør med den højeste internationale certificeringsgrad inden for yoga, og underviser i Hatha, Vinyasa og hotyoga. Hun deler sin erfaring med AnyWho.
FIND UD AF, HVAD DU ER TIL
Gør dig klart, hvad dit overordnede formål med rejsen er, og sammensæt en ferie, der passer til dig. Start med at spørge dig selv hvilken slags yoga rejse du vil på, for ja, der findes flere. Hvilken en, du er til, afhænger af, hvad du vil opnå med din tur. Handler det om at dyrke yogaen og dig selv, eller skal der også være tid til sightseeing og solbadning?
Cecilie siger: Det er værd at undersøge, hvilken form for yogapraksis, du gerne vil bruge din ferie på. Vil du gerne lære mere om blid yoga, flow yoga eller måske prøve kræfter med en kombination? Og hvor meget fokus skal der være på mindfulness og meditation, hvis overhovedet nogen? Research på opholdenes beskrivelser og match dem i forhold til dine forventninger inden, du træffer dit valg.
HARDCORE ELLER LUKSUS?
Et yogaophold er ikke nødvendigvis lig med beskedne kår i et meget autentisk buddhistisk ashram – men måske er det lige netop det, du drømmer om? Mange moderne spahoteller tilbyder nu også yogaundervisning, så hvis det er selvforkælelse og luksus, du har i tankerne, er det den vej, du skal gå. Overvej også, hvor meget tid, du vil bruge på yoga, imens du er på ferie. Nogle yoga retreats tilbyder kun en times undervisning om dagen, imens andre afholder flere og supplerer med workshops og kurser.
Cecilie siger: Destinationen er også vigtig. Er du til varme, er mulighederne mange; Goa i Indien og Ubud på Bali er klassiske rejsemål for yogier. Du kan også tage på yogaretreat på Island, hvilket er en helt særlig oplevelse midt i den smukke natur, og med de koldere temperaturer.
FOR BEGYNDERE ELLER ØVEDE?
Du behøver ikke være yogaguru for at tage på yogaferie, for uanset hvilket niveau, du er på, og hvad du vil opnå med din rejse, findes der et yogaophold, der passer til dig. Yoga er ikke en konkurrencepræget sport, men det er helt naturligt at sammenligne sig med nabomåtten. Uanset hvilket ophold, du vælger, så prøv at holde fokus på din egen krop og læring. Hvis der er specifikke ting ved undervisningen, du er nervøs for, så tag kontakt til læreren gennem arrangøren på forhånd.
Cecilies tip: Find ud af om det er muligt at ‘afprøve’ den primære yogalærer på rejsen hjemmefra, for på den måde bedre at kunne vurdere, om det er den undervisning, du vil have.
HVAD ER PÅ MENUEN?
På flere yogaretreats er kosten en essentiel del af opholdet, og matcher en livstil med fokus på yoga. Især hvis retreatet er i den seriøse ende af skalaen, vil maden med stor sandsynlighed være vegetarisk eller vegansk. For vegetarer og veganere vil det være en lettelse at vide, at alt på menuen er tilladt, og for dig, der er nysgerrig på livsstilen, kan det være en inspirerende introduktion.
Cecilie siger: Mange retreats serverer kun rawfood eller vegansk kost. På denne måde bliver ugen mere holistisk og helhedsorienteret, men vær opmærksom på, at den specielle kost ofte gør opholdet dyrere.
MÅ MAN DRIKKE ALKOHOL?
Nogle resorts tager det som en selvfølge, at der ikke nydes alkohol under opholdet – overhovedet, så hav det i mente, hvis en paraplydrink ved poolen indgår i din idé om et lækkert ophold, og spørg eventuelt arrangøren på forhånd.
PRIS OG BUDGET
Du kan som udgangspunkt gå ud fra, at opholdet inkluderer alt, undtagen fly, medmindre andet er oplyst. Det har den fordel, at du ved nøjagtigt, hvad din rejse kommer til at koste. Når du ikke skal bekymre dig om at overskride dit budget, har du nemmere ved at koncentrere dig om det, du er kommet for, nemlig yoga. Hvis budgettet er stramt, kan du formindske rejsens udgifter ved at vælge en forlænget weekend i stedet for en uge. I Europa findes masser af resorts og hoteller, som tilbyder yogaophold, så her er også mulighed for at spare på flybilletten. En god løsning er at se efter afbudrejser eller pakkerejser.
HVEM SKAL MED?
Mærk efter i dig selv, hvem du har lyst til at rejse med. I virkeligheden kommer det an på, hvad du vil have ud af turen. Er det noget, du gør for din egen skyld alene, eller er det en oplevelse, du gerne vil dele med andre?
YOGAFERIE MED BØRN – HOT OR NOT?
Ofte kommer ferien til at handle om børnene, men en yogarejse med familien kan være en mulighed for også at få tid til dig selv. Flere steder, der har yoga på programmet, er målrettet familier, og tilbyder også underholdning og aktiviteter for børn. Vælg et af de mere familieorienterede resorts, hvor der er sørget for både mad og underholdning. Aftal på forhånd med din familie, hvilke dage du går til yogaundervisning, og hvor mange hold, du deltager på, så du kan koncentrere dig. Afsæt eventuelt en dag eller mere, som er kun til familien.
VENINDEFERIE MED YOGA
At tage på ferie sammen kan være styrkende for jeres venskab. I fællesskab får I nogle andre oplevelser sammen, som kan blive til gode minder. Yoga skal ikke nødvendigvis udøves alene, og mange yogaøvelser kan laves i par. Vær dog sikre på, at I får afstemt forventninger inden I bestiller rejsen, og er helt enige om, hvor meget af ferien, der skal handle om yoga.
KUNSTEN AT VÆRE ALENE
Det kan virke grænseoverskridende at rejse solo, men du er ikke den eneste, der gør det. Det er faktisk rigtig populært at tage på yogarejser alene. Dyrk dig selv ved at tage alene af sted, og nyd oplevelsen med andre ligesindede, der ligesom dig har taget valget om at være selvstændig. Måske din ideelle rejsepartner i virkeligheden er dig selv?
PAK PERFEKT TIL YOGAFERIEN
Hvad kan du ikke undvære på din yogaferie?
Det giver sig selv, at du næppe beløber at tage støbejernspande eller en tørretumbler med. Men min erfaring siger mig, at der er andre relevante ting at tage med:
EN MÅTTE TIL VANDKANTEN
Som du nok kan forestille dig, går klæbrige gummimåtter og sand ikke godt i spænd, så hvis du vil undgå at dyrke yoga på sandpapir længe efter, du er kommet hjem, er det en god investering at finde en i naturlige materialer. Heldigvis er sand i forvejen blødt, så du kan med fordel vælge et yogatæppe:
Går rejsen til et sted uden strand, kan du medbringe en rejsemåtte eller et liggeunderlag, som er særligt let og kompakt:
BÆRBAR VELVÆRE
For ømme yogakroppe, der trænger til afspænding og forkælelse, er en massage en skøn afveksling fra træningen. Giv din krop lidt ekstra opmærksomhed, men vær forsigtig – medmindre du er uddannet massør, bør du starte blidt. Brug i stedet en massagebold, der gør lidt, men godt. Denne lille bold fylder ikke meget i bagagen, men gør en stor forskel for en træt krop:
LIGE-TIL-AT-HOPPE-I-SLIPPERS
Med et program, der er spækket med aktiviteter, bliver du glad for et par lette sko, som er lige til at hoppe i og ud af igen. Når du pendler mellem hotel og strand er et par slip-ons sagen, så du ikke skal stå og kæmpe med snørebånd og sand i skoen. Til vandring, shopping, sightseeing og alt derimellem, er et par lette sneakers det, der holder dine fødder glade, og dermed også dig.
BESKYTTELSE MOD SOLEN
Dette kunne sagtens være et råd til enhver anden rejse, men solcreme er særligt vigtigt for dig, der dyrker yoga eller andre former for udendørs træning på din ferie. Timerne, du tilbringer under solen, er hårde mod din hud, så husk en høj faktor. Hvis du gerne vil være tro mod yogaens principper, når du smører dig ind, bør du undgå unødvendige kemikalier og vælge en økologisk og/eller allergivenlig solcreme:
TJEK VEJRUDSIGTEN
Lige så vel som du pakker dit lette og løse tøj, når du rejser mod varmen, bør også dit træningstøj og yogatøj pakkes afhængigt af vejret. Hvis du skal dyrke yoga under en skyfri himmel, så vælg åndbart og svedtransporterende yogatøj, som du kan føle dig tilpas i. Husk, at der ikke er den samme dresscode på ferien, som herhjemme, så hvis du har mod på det, kan du nøjes med en sportsbh og shorts.
I varmen kan du nøjes med shorts og en sportsbh – jo, du kan! Vælg en bh i åndbare materialer, som ingen ekstra syninger og detaljer har, der kan irritere huden.
SYV TIP TIL EN BILLIG YOGAREJSE
Det er ikke uden grund, at yogarejser er noget nær den hotteste form for ferie, der findes; En hvid sandstrand slår et svedigt træningslokale med flere længder, og ud over at booste din træning og blive dygtigere til yoga, får du også en sjov og anderledes ferie. Men hvordan kommer du udenlands med din yoga uden at gå bankerot? Hvis du kan være lige så fleksibel med din tid og indstilling i planlægningen af dit yogaophold, som du er med din krop til yogaundervisning, er mulighederne mange. Lad dig inspirere af vores budgetvenlige tips, og sammensæt den yogaferie, du drømmer om:
1: HOLD IGEN MED AKTIVITETERNE
Et program spækket med udflugter og aktiviteter kan presse prisen på dit ophold i vejret, for udgifterne til transport og restaurantbesøg er blandt de største på ferien.
Sparetip: Hvis du ikke har noget imod at tage en slapper på stranden med en god bog, når resten af holdet tager ud for at besøge et mølædt munkekloster, så overvej hjemmefra at spørge rejsearrangøren, om der er ture, du kan springe over – mod selvfølgelig at få et nedslag i prisen.
2: TÆNK I MÆNGDERABATTER
I planlæggelsen af en yogarejse er arrangørernes største udfordring at få så mange deltagere som muligt tilmeldt. Det gælder, hvad enten rejsen arrangeres af en din egen yogainstruktør, et rejseselskab eller et udenlandsk resort. Du kan udnytte deres iver efter at få flere deltagere på holdet, og tilbyde en løsning, der er win-win for alle!
Sparetip: Overvej om du kender nogle, der kunne være interesserede i at tage med på rejsen, for så kan du ’forhandle’ med arrangøren om grupperabat. Går du på et yogahold, er det oplagt at hverve de andre på holdet, som i forvejen deler din interesse, men du kan også foreslå dine veninder en alternativ ferie sammen. Ikke alene får du så en taknemmelig arrangør og billigere billetter, men du får også gode rejsekammerater med på ferien.
3: VÆR SENT PÅ DEN!
Ikke til timerne, uha nej – men med bestillingen. Som det også er tilfældet med almindelige ferier, kan der være store besparelser at hente på falderebet. Selskabet eller instruktøren, der arrangerer rejsen, vil gerne have fyldt de sidste pladser for at få dækket omkostningerne, og her kommer du ind i billedet.
Sparetip: Find din indre krejler frem -Skriv eller ring til rejseselskab, arrangør eller underviser og fortæl dem, at du har et stramt budget, som gør, at du er villig til at tage af sted med øjebliks varsel, hvis de har en plads til overs i sidste øjeblik. Yogarejser er uhyre populære, og bliver ofte hurtigt udsolgt, så ventetaktikken kræver nerver af stål!
4: VÆR TIDLIGT PÅ DEN!
I modsætning til forrige tip, er der også fordele ved at være tidligt ude, når du booker din rejse.
Sparetip: Mange resorts, hoteller og rejseselskaber tilbyder særlige ‘early bird’ rabatter, hvis du bestiller din rejse lang tid I forvejen – nogle gange et helt år i forvejen. Det kræver selvfølgelig, at du laver din research, ringer rundt og lægger planer ud i fremtiden.
5: TRIM DIN TUR
De fleste yogaferier er af mindst en uges varighed, men måske behøver du slet ikke så mange dage for at opnå den velvære, du kom efter?
Sparetip: Forhør dig ved arrangøren om, hvorvidt det er muligt at forkorte ferien til en weekend, for på den måde samtidig at forkorte regningen. Chancen for at få et ja bliver større, jo tættere på feriens begyndelse, du kommer, for ønsket om at fylde tomme pladser betyder, at arrangøren går på kompromis. Der findes også rejseselskaber, som tilbyder kortere yogaophold. Udse dig dem, som tilbyder forlængede weekender, eller mindre.
6: KAN DU NOGET, DE KAN BRUGE?
Hvis du har et certifikat som massør eller akupunktør liggende i skuffen, er det nu, du skal trække på dine evner. Det kan også være, at du har en blog, hvor du kan promovere opholdet, eller har mange følgere på de sociale medier, som du kan fortælle om dine oplevelser. Overvej om du kan bidrage med noget særligt, for hvis du er villig til at gøre brug af dine evner, når du er på ferie, er der potentiale for en særlig aftale.
Sparetip: Instruktøren vil være glad for at kunne tilbyde den ekstra service til de andre deltagere, som netop det, du kan, vil være. Og du vil til gengæld sætte pris på den rabat, det kan udløse. Ideen er alternativ, men halløj, det skal man alligevel være for at undervise i yoga.
7: UDE GODT – HJEMME BEDST
Imens selve opholdet ofte bliver billigere, jo længere sydpå du kommer, er der indenfor Europa og rimelighedens grænser penge at spare på flybilletten, der som regel ikke er inkluderet i prisen på opholdet alligevel. Og der er ingen grund til at kimse af den nordiske namasté, for fyrretræer og ferskvandssøer er faktisk ret zen.
Sparetip: Vi anbefaler et smut over broen til Sverige, hvor Ystad Saltsjöbad, som ligger lige uden for Malmø, tilbyder yoga- og spaophold fra 1100 kr. per overnatning. Læs mere om opholdet her.