Min ultimative makeup guide.
Del med dine vennerFacebookX
makeup guide

Min ultimative makeup guide.

Jeg får ofte en masse spørgsmål, der handler om makeup.
Jeg har i denne ultimative guide forsøgt at samle de spørgsmål, som oftest går igen.
Længere nede i guiden vil jeg gennemgå de forskellige typer af makeup, og hvordan de bruges.
Til slut vil jeg gennemgå en lang række af de makeup brands, som du kan finde på hylderne herhjemme og give dig min Top 10-liste over yndlingsbrands lige nu.

FAQ

Hvordan lægger man bedst makeup?

Hvordan du bedst lægger din makeup er helt op til dig og afhænger i høj grad af dine normale rutiner.
Der er dog nogle grundregler, som man skal overholde, hvis man vil sikre sig, at ens makeup holder hele dagen og ikke løber.
Det er vigtigt, at man sørger for at rense sit ansigt godt både morgen og aften. Al makeup skal naturligvis fjernes inden sengetid, så huden kan få luft og restituere.
Dernæst er det vigtigt, at du sørger for at fugte din hud godt – igen både morgen og aften. Om aftenen kan det anbefales at bruge en lidt federe creme, som kan give ekstra fugt til huden, mens du alligevel bare sover.

Når du når til at lægge selve makeup’en, er der også nogle grundregler, men de giver næsten sig selv. Primer skal på først, og farven bagefter.
Sørg for at give de store flader i ansigtet farve først (foundation før øjenskygge, blush, osv.). Du skal hele tiden arbejde dig mere og mere ned i detaljerne, men færdiggør gerne fx. øjne, før du går videre til læberne, så du ikke risikerer at springe steps over.

Hvilke makeup børster er bedst?

Dine børste og andre makeup-redskaber er alfa og omega for et godt resultat. Brug aldrig de helt billige børster, da de ofte ikke er af en god kvalitet. De giver ikke samme flotte og jævne resultat, som de bedre pensler gør. Og i værste fald risikerer du, at hårene ikke sidder ordentlig fast på børsten – og hvem har lyst til at have børstehår på sine øjenlåg?

Når det er sagt, så er det smag og behag, hvilke der fungerer bedst. Du må prøve dig frem både med mærker og hårdhedsgrader på børstehårene.

Hvordan vasker man makeup børster?

Det er vigtig, at man husker at rense sine børster ind imellem, da der kan sidde makeup-rester, døde hudceller og fedt fra huden i dem.
Den nemmeste og mest effektive måde er at skylle børstehårene i lunt vand. Vask dem bagefter i en lille mængde shampoo, som gnides godt ind i børstehårene. Skyl børsten ind til al sæben er ude. Er vandet fra børsten stadig ikke helt rent, gentager du processen.
Pas på med at få vand op på selve penslen, da vand kan risikere at løsne den lim, der holder børstehårene fast på selve børsten.
Og husk selvfølgelig at vaske dine hænder, inden du går igang.

Hvilket makeup spejl skal jeg vælge?

Der findes mange forskellige slags makeup spejle på markedet. Nogle kan hænge på væggen, mens andre skal stå på bordet.
Du kan også få makeup spejle med lys eller forstørrende effekt. Det kan være en fordel, hvis du for eksempel har nedsat syn.

Makeup kuffert?

Hvis du skal ud og have dit første sæt makeup, kan jeg anbefale dig at kigge efter en makeup kuffert, hvor du får stort set alt, hvad du skal bruge til en god pris. Hvis du skal købe alle de enkelte dele for sig, vil det hurtigt løbe op i en langt højere pris. Men når det er sagt, så er det ofte heller ikke den aller bedste kvalitet, du får, når du køber en makeup kuffert (ellers ville de ikke kunne holde prisen på et acceptabelt niveau), og du vil sikkert også få nogle farver (i fx. øjenskyggen), som du aldrig kommer til at bruge.
Så der er både fordele og ulemper ved en makeup kuffert.

Hvilke mærker er de bedste?

Det er igen et spørgsmål om smag og præferencer.
Du skal bl.a. Gøre op med dig selv, hvad der er vigtigt for dig; er det et stærkt brand, som fx. Chanel og Elizabeth Arden, som har mange år på bagen? Er det bæredygtighed og naturlige produkter? Er prisen vigtigst? Eller er det selve produktets konsistens, anvendelighed og holdbarhed?

Jeg vil nederst i guiden her gennemgå en lang række af de mærker, som findes på det danske marked, og som derfor er lette at få fingrene i.

Hvad bruger man de forskellige typer makeup til?

For mange er det en jungle at finde rundt i de mange typer af makeup, der findes, og forstå, hvordan de bruges. Det vil jeg gerne prøve at gøre mere overskueligt for dig her.
For der er ikke noget værre end at have brugt en masse penge på en masse lækker makeup, og når man så sidder fredag aften og skal bruge det, så kan man ikke huske, hvad det var, ekspedienten havde sagt, det skulle bruges til!

Ansigt

Primer

En primer skaber en jævn base at lægge resten af makeup’en på, da det bl.a. Hjælper til at udglatte porer og små rynker. Det vil samtidig sikre, at din makeup holder længere, den fugter huden, og den hjælper til, at nedtone alt for røde områder i ansigtet.
Du kan få primere, som er enten matte eller med lidt shine-effekt, alt efter hvad der passer bedst til din hudtype. En primer påføres efter din almindelige hudpleje og SPF-creme.

Foundation

Foundation er designet til at udjævne din hudfarve i ansigtet og tilføre lidt ekstra kulør. Forskellige foundations dækker på forskellig måde. Nogle lægger blot et tyndt slør over huden og er ideel til dem, der elsker et naturligt udseende, hvor fx. fregner kan ses gennem makeup’en, mens andre har en tykkere konsistens og giver fuld dækning. De er ideelle, hvis du vil have et produkt, der dækker acne, pigmentering eller ar.

Concealer

En concealer kan bruges til at lysne mørke rander under øjnene og dække pletter eller andre mærker. Den kan også bruges til at fremhæve konturere og indramme ansigtet. Concealers er typisk tyktflydende og dækker derfor godt. De fås lige fra en mat til en halv- og hel-shiny finish.

Contour

En contour bruges til at skabe skygger i ansigtet, hvilket vil hjælpe med at formgive det. Pulver er hurtigt og nemt for begyndere, mens flydende og cremede konturer er bedst, hvis man vil have en mere naturlig fininsh. Men det kræver ofte lidt øvelse.
Du vil typisk bruge en contour på kindben, næse og pande.

Bronzer

Med en bronzer kan du tilføre ansigtet lidt varme. Det giver samtidig et strejf af sommerglød. En bronzer svarer lidt til en contour. En bronzer har blot en varmere og knap så mørk undertone som contour’en, og derfor giver den et mere naturligt look. Bronzeren bruges de samme steder som en contour; på kindben, på næseryggen og i pande.

Highlighter

Highlighter’en bruges til at fremhæve ansigtets højeste punkter med dens shiny formel. Den fås som enten pulver, creme eller i flydende form.

Setting powder

Setting powder er et farveløs/let hudfarvet pulver, der påføres efter foundation for at “holde” din makeup på plads, så den ikke kommer til at se ujævn ud i løbet af dagen. De fåes både med en mat og en mere eller mindre blank fininsh.

Blush

Blush bruges til at tilføje farve til dine kinder for et sexet, rødmet look. Du kan vælge mellem creme, pulver og en flydende blush. Pulver ofte er det nemmeste at bruge. Blush påføres til sidst oven på foundation og eventuelt setting powder.

Bryn

Brow pencil

En brynblyant er ideel til at efterligne ægte hår og skabe et naturlig bryn. Sørg for, at den er spids, når du påfører den.
Brynblyanter findes i forskellige hårdhedsgrader lige fra den klassiske skriveblyant til en mere blød og voksagtig spids, der gør applikationen lettere.

Brow powder

Brow powder bruges til at give dine bryn mere fylde. Det er nemt at påføre og det giver en naturlig finish.

Brow Pomade

En brow pomade er en voksagtig pomade, som giver et mere defineret, dramatisk bryn, samtidig med at den holder brynene på plads. Den kommer ofte i en lille dåse og skal påføres med en lille vinklet børste.

Brow Gel

En brow gel bruges ofte til at holde uregerlige bryn på plads. Nogle brow gels er tonet for at gøre brynet mere defineret og tykkere at se på.

Øjne

Øjenskygge

En øjenskygge er et farvet, fast pulver. De fås i et utal af farver og kombinationer, samt med forskellig finish (mat, shiny, metallic, og så videre).
Når du skal købe øjenskygge, skal du kigge på pigment-mætningen i øjenskyggen. Den afgør, hvor meget øjenskygge du skal bruge; jo mere pigment jo mindre øjenskygge skal du bruge.

Flydende eyeliner

En flydende eyeliner påføres via den filtspids, der sidder på enden. Jo mere flydende eyeliner’en er, jo lettere er den at påføres og resultatet bliver mere præcist og skarpt i udtrykket.

Gel liner

En gel liner kommer i en lille dåse og skal påføres med en lille vinklet børste. Den cremede formel holder typisk længere end den flydende liner, men den kan være vanskeligere at påføre.

Pencil liner

Ligesom til brynene kommer eyeliner blyanten i forskellig hårdhedsgrader lige fra helt fast til mere blød og voksagtig.
Den fås i flere forskellige farver; fra sort (hvilket er ideelt til et smokey eye) til brun, hvid, blå, og mange andre farver. En pencil liner giver ikke den samme præcision og skarphed som den flydende eyeliner.

Mascara

Mascara giver tykkere og mere fyldige vipper. Du kan vælge mellem en almindelig eller en vandfast formel. De forskellige typer af børstehoveder giver dine vipper forskellige udtryk. Nogle give giver volumen, mens andre giver længde.

Øjenskygge primer

En øjenskygge primer giver ligesom ansigtsprimer’en en jævn overflade til øjenskyggen, og den hjælper farven til at holde længere.

Flydende øjenskygge

En flydende øjenskygge giver den absolut bedste holdbarhed. Den påføres i flydende fom, mens bliver pulveragtig, når den tørrer og sætter sig.

Læber

Flydende læbestift

En flydende læbestift kommer ofte i et rør og skal påføres med den tilhørende applikator. Det gør den nem at påføre og forme efter læberne. Læbestiften tørrer ofte inden for et minut eller to. De fås både med mat og blank finish. En flydende læbestift holder typisk længere end en klassisk læbestift.

Læbestift

Den klassiske læbestift har en mere cremet konsistens. Læbestifter kan være mere eller mindre dækkende, samt de kan have en mat eller skinnende finish.

Lip gloss

En lip gloss er også en flydende læbestift, der påføres med en medfølgende applikator. Den har typisk en langt mere shiny og intens glans. Den kan både være farvet eller nærmest gennemsigtig.

Lip liner

En læbeblyant bruges til at indkranse dine læber og forhindre, at din læbestift løber ud over læbekanterne. Den kan også bruges til at definere dine læber og gøre dem fyldigere.

Makeup brands

Jeg vil nu gennemgå et udpluk af de mange makeup brands, der findes i de danske butikker.

High-end

Alle high-end mærkerne har deres egne stande i de eksklusive varerhuse som Magasin, Illum og Salling.
Ofte kan du også finde et udvalg af deres produkter i fx. Matas og på nettet.

Chanel

Chanel emmer af eksklusiv luksus og haute couture. House of Chanel startede med at designe tøj og parfume, men idag er Chanels makeup lige så kendt og populært, som tøjet og parfumen.
Med Chanels produkter er du altid sikker på at se chic og lækker ud. Der er fokus på flotte farver, der er afstemt efter, hvad sæsonens mode dikterer.
Chanel er et high-fashion brand, og det er også her fokus ligger, frem for på bæredygtighed og ingen kemikalier.
Så du skal afgøre med dig selv, hvad der er vigtigst for dig; lækre produkter i høj kvalitet eller den grønne tilgang.

Lancôme

Lancôme er et fransk high-end kosmetik brand. Det startede som parfumeri, men hurtigt blev sortimentet udvidet med både makeup og hudpleje produkter.
Lancôme har udviklet en særlig ingrediens, som de bruger i deres makeup, der giver næring til huden og hjælper til at udglatte små rynker og ujævnheder. Ligesom de har en foundation med SPF-beskyttelse i.
Når det er sagt, så er Lancôme ikke et naturligt og bæredygtigt mærke som visse andre brands. Du finder både parfume og andre kemikalier i deres produkter, men ofte er kemien med til at give den intense farve og lange holdbarhed i produkterne.

Dior

Dior er endnu et fransk luksus brand, som designer en lang række produkter lige fra tøj, sko og accessories, til parfume og makeup. Dior er en del af LVMH-konsortiet, som også står bag flere andre eksklusive brands som fx. Sephora.
Ligesom de andre high-end mærker er fokus på den gode kvalitet med klare farver, der effektivt dækker ujævnheder og holder længe. Og det bedste middel til at sikre denne kvalitet er ved at benytte visse kemikalier.
Du får altså ikke et hverken naturligt, økologisk eller bæredygtigt produkt. Til gengæld er du sikker på en langvarig og gennemtestet kvalitet.
Hos Dior finder du et stort udvalg af både produkttyper og farver. Der er noget for enhver smag og helt sikkert også noget for dig, hvad enten du er til pangfarver eller mere dæmpede farver. Og du kan være helt sikker på at finde de helt rigtige farver, der passer til sæsonens mode.

Elizabeth Arden

Elizabeth Arden er ligeledes et high-end kosmetik og hudpleje brand.
Elizabeth Arden selv var en af frontløberne for at få den almindelige kvinde til at bruge makeup og skabe et smukt og sensuelt udseende. Tidligere havde makeup været forbeholdt skuespillere og prostituerede.
Elizabeth Arden er mest kendt for sin knaldrøde læbestift. Men du finder heldigvis et langt større udvalg af både produkter og farver, som hele tiden er på forkant med, hvad der er på mode.
Ligesom de andre high-end brands, så er der også keni i Elizabeth Ardens produkter, for at sikre kvaliteten og holdbarheden.

Ingen kemi

I denne gruppe vil jeg samle en række mærker, som har specialiseret sig i at lave makeup produkter med mindre eller helt uden kemi og parfume. Det er det naturlige, miljøvenlige valg, hvor du ikke helt for den samme holdbarhed og dækningsevne, som hos high-end mærkerne. Dog er det stadig rigtig gode produkter med god holdbarhed og en flot naturlig finish.

Miild

Dette spændende nye mærke er udviklet af to danske makeup artister, som gerne ville skabe et produkt, som kunne bruges af alle inklusiv folk med allergier.
Med Miild får du de reneste makeup produkter, der findes på det danske marked lige nu. Skaberne bag har bevidst valgt at undgå alle de hormonforstyrrende, allergifremkaldende og tilstoppende kemikalier, hvilket har givet deres produkter både Svanemærket, AllergyCertified-mærket og Ecocert Cosmos-mærket.
Det har selvfølgelig sine begrænsninger, når man vil have så rent et produkt, og du finder heller ikke alle de flotte, kraftige farver, som hos mange af de andre ikke-kemikaliefri producenter. Til gengæld får du et flot og naturligt look med Miilds produkter.
Miild er et ret nyt mærke, og derfor er udvalget heller ikke så stort. Men der er rigeligt til, at du kan variere hver dag.

Nilens Jord

Nilens Jord er endnu et dansk makeup mærke, som har satset på at fjerne alle de unødvendige kemikalier. De var de første i Danmark til at lancere et renere produkt, som hele tiden er blever mere og mere rent, hvilket har sikret dem AllergyCertified-mærket.
Nilens Jord er et ældre mærke, og derfor finder du også et fint stort udvalg indenfor flere typer makeup produkter. Der er flere flotte farver at vælge imellem, ligesom holdbarheden og dækningsevnen også er helt fornuftig.
Er du til de mere grønne alternativer, så er Nilens Jord helt klart at anbefale, da de har så mange år på bagen og løbende er blevet testet i gennem årene.

Tromborg

Tromborg er også et dansk mærke indenfor miljø- og allergivenlig makeup og hudpleje. Kvaliteten bliver der ikke gået på kompromis med, og der er fokus på de rene råvarer fremfor skrappe farver.
Når det er sagt, så tilbyder Tromborg et forholdsvis bredt udvalg af farver, som ikke alle kun er jordfarvede i lysere eller mørkere grad. Du finder fx. en flot mørk blå øjenskygge og smukke rosa-røde læbestifter.
Marianne Tromborg dyrker og udvinder selv mange af de ingredienser og æteriske olier, som de bruger i kosmetikken. Hendes mand er ansat i firmaet som biokemiker, så du kan være tryg ved, at det hele er gennemtestet, før det bliver sat i produktion.

Clinique

Clinique er Estée Lauders allergivenlige serie af makeup og hudpleje produkter. De første produkter blev produceret allerede tilbage i 1968, som de første allergitestede og dermatologisk producerede produkter i verden.
Produkterne fra Clinique er alle testede for at sikre, at de ikke indeholder allergifremkaldende ingredienser. Du kan derfor trygt bruge dem.
Samtidig bliver der ikke gået på kompromis med kvaliteten. Fx. er deres foundations virkelig gode til at dække selv acne og større porrer.
Du får et fint udvalg af farver til både øjne og læber, så du kan have et neutralt look til hverdag og give den lidt mere pang til fester.

Fornuftig pris

I denne gruppe vil jeg fremhæve nogle af middle-class segmentet indenfor makeup. Det er makeup, som er til en rimelig og fornuftig pris, hvor alle kan være med. Der er ikke fokus på allergi og miljø i produkterne. Til gengæld får du flotte farver og god holdbarhed, som ved high-end produkterne.

Sephora

Sephora er en fransk kæde, der forhandler makeup og andre skønhedsprodukter. Udover en lang række af de mest kendte brands, finder du også Sephoras eget private label i butikkerne.
Sephora er ejet af LVMH-konsortiet, og deress makeup og skønhedsprodukter emmer af eksklusivitet. Du er altid sikker på at gå derfra med en masse skønne produkter, da udvalget er virkelig stort. Du finder et bredt udvalg af smukke farver og typer af makeup, som jeg har gennemgået ovenfor.
Du får også god service i Sephoras butikker, hvor personalet altid står klar til at give gode råd og små tips til at lægge din makeup.

Maybelline

Maybelline er et amerikansk brand, som laver rigtig god makeup til en pris, hvor alle kan være med.
Du får omtrent de samme gode egenskaber, som high-end produkterne har med klare, flotte farver og lang holdbarhed. Basicly, så handler mer-prisen på high-end produkterne mest om brand og mindre om kvaliteten.
Med det sagt, så er Maybelline i sig selv et ret velrenommeret mærke, som for alvor slog sig fast i vores bevidsthed med sloganet: “Maybe she’s born with it? Maybe it’s Maybelline.”
Er proisen vigtigere for dig end brand navnet på produktet, så er Maybelline helt klart et godt alternativ til high-end mærkerne.

Gosh

Gosh er et dansk firma med over 60 års erfaring indenfor makeup. En lang række af produkterne i deres sortiment, som ikke indeholder parfume, parabener og animalske indholdsstoffer.
Prisen på Gosh’ produkter ligger i den billige ende. Dog skal det fremhæves, at prisen her ikke afspejler kvaliteten. For den er stadig god. Du får altså god makeup til billige penge. Og se er der oven i købet tænkt over ingredienslisten. What’s not to like about Gosh?
Gosh tilbyder et bredt udvalg af produkter og farver. Lige fra de dæmpede jordfarver til pang i flere forskellige farver. De dækker godt og holder længe.

L’Oréal

L’Oréal er et fransk firma, som producerer en bred vifte af produkter indenfor kategorien skønhedspleje.
De har også et bredt udvalg indenfor makeup, hvor du både får flotte farver og god kvalitet til en fornuftig pris.
De har deres egen standard serie af makeup produkter, som indeholder nærmest alle tænkelige typer af makeup.
Derudover har de lanceret en serie i samarbejde med modehuset Karl Lagerfeld. Her får makeup, der er inspireret af karl Lagerfelds kreative og farverige univers. Prisen er en anelse højere, end på L’Oréals standard serie, men stadig et godt stykke fra high-end mærkerne. Et spændende samarbejde, som jeg glæder mig til at følge.

Max Factor

Max factor er et amerikansk firma, som har produceret makeup siden starten af 1900-tallet. Faktisk var det manden bag Max Factor, der opfandt begrebet “makeup”. Han var en anerkendt makeup artist, som vandt berømmelse for sine smukke signaturlooks til datidens store filmstjerne, hvilket han faktisk vandt en Oscar-statuette for.
Max factor produkterne udspringer af kreativitet og ekstravagance. Kvaliteten er der endnu og grundlaget for at udforske din egen kreativitet er til stede i det brede udvalg af produkter.
Prisen er samtidig overskuelig og et godt stykke fra High-end mærkerne.

Dette var blot et udvalg af de mange forskellige brands, der findes derude.
Måske opdaterer jeg listen på et senere tidspunkt med flere brands, hvis jeg får tid for alle de andre ideer til indlæg, jeg ligger inde med.

Afslutningsvis vil jeg give dig min personlige Top 10 over produkter, som jeg er forelsket i lige nu.

Min Top 10

1. Min absolutte nr. 1 er denne smukke røde læbestift fra Elizabeth Arden. Den er smuk, den er klassisk, den fra læbestifternes moder Elizabeth Arden. Den emmer af femininitet og eksklusivitet. Og hvem elsker ikke røde læber?

Læbestift fra Elizabeth Arden. Farve: Scarlet

2. Min pudder, som jeg skal have i hele ansigtet, hele dagen, må meget gerne være så god og skånsom for min hud som muligt. Derfor er jeg faldet for denne lækre pudder fra Miild. Faktisk føler jeg slet ikke behov for at dække mig til med foundation først. Blot lidt concealer, og så et let strejf af pudder bagefter.

Mineralpudder fra Miild. Farve: 05 Medium Dark Cloudy

3. Apropos concealer, så falder jeg gang på gang tilbage på denne concealer. Nok fordi den virker bedst for mig. Den er nem at påføre, nem at glatte ud, og den dækker godt.

Concealer fra Lancôme. Farve: 025 Beige Lin

4. Den her mascara har hængt ved mig siden teenageårene. Den vil bare ikke slippe mig – og jeg vil heller ikke slippe den.

Mascara fra Maybelline. Farve: Black

5. Jeg er simpelthen så vild med den her flotte mørkeblå øjenskygge. Jeg har ikke købt den endnu, men jeg kan mærke, at jeg snart er nødt til det.

Øjenskygge fra Tromborg. Farve: Blå

6. Jeg må indrømme, at de der Miild produkter, de tiltaler mig ret meget. Ikke fordi jeg selv har problemer med allergi. Men tanken om det rene produkt – både for mig og for naturen – det varmer mig. Og så har de nogle virkelig smukke mineral blush, som lægger sig naturligt på huden. Lige nu tester jeg den her til daglig.

Mineral Blush fra Miild. Farve: 03 Rose Reverie

7. Jeg kan bedst lide, når min øjne er rammet smukt ind af en diskret eye liner. Jeg bruger altid sort, men jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve den her (jeg har vist noget med blåt for tiden?!).

Eye Liner fra Gosh. Farve: 011 Sky High

8. Til hverdag er jeg ikke så meget for tunge, farvefulde læbestifter. Jeg kan til gengæld godt lide, at læberne får lidt diskret shine. Derfor kan jeg godt lide at bruge denne lipgloss. Den koster kun 100 kr., så det er en pris, jeg kan betale forholdsvis ofte, når jeg løber tør.

Lip Gloss fra Max Factor. Farve: Glowing peach 20

9. Nu hvor vi taler om hverdag og fest, så skal denne bronzer da forresten også med på listen. Den fuldender virkelig looket, når jeg tager i byen med veninderne i weekenden. Faktisk er vi vist alle i venindegruppen enige om, at den her bronzer er The One.

Bronzer fra Dior. Farve: 001 Soft Sunrise

10. Min sidste anbefaling her er ikke et makeup produkt, men en børste.
For denne store, bløde, lækre børste fra Nilens Jord er mit et og alt. Uden den, var jeg lost. Den er en fast del af min morgenrutine, hvor den nusser mig vågen med dens bløde, blide strøg i mit ansigt.

Powder Brush fra Nilens Jord. Model: 180 Kabuki Brush

Tak, fordi du læste med.

Jeg håber, at du er blevet inspireret til at kaste dig ud i nye forsøg med makeup til hverdag og fest.
Husk at du altid kan finde en masse tutorials på youtube, hvis du har brug for lidt inspiration til at komme i gang.

Del med dine vennerFacebookX
Deltag i debatten