Rejse til Kreta
Kreta

Rejse til Kreta

Opsummering

Kreta er en af de mest kendte ferieøer i Grækenland, og den spænder da også vidt i sine tilbud til de rejsende – her kan du få de perfekte rammer til en familieferie med børnene, en god voksenferie ved poolen med drinks eller en tur med oplevelser og natur.

Øen frister med bjerge, dybe dale, idylliske olivenlunde, hyggelige byer og lange strande.

BEDSTE TID AT REJSE TIL KRETA

Kreta er godt året rundt og har efter sigende Europas mildeste klima.

OM FORÅRET

Foråret kommer tidligt til Kreta. Allerede i slutningen af marts spirer alting, og naturen er på vej til at både dufte og se fantastisk ud, det kan du opleve i april. Her vil du kunne dufte alverdens krydderier, se eksotiske blomster langs veje og ved husene – øen er på dette tidspunkt en sand fryd for sanserne.

OM SOMMEREN

Højsæsonen på Kreta er fra juli til oktober, og her vil du opleve, at turisterne er stort set alle steder på øen, og der er liv på både restauranter, barer og strande. I den periode falder der ikke meget regn, og temperaturerne kommer nemt op på 40 grader på de virkelig varme dage og topper i august, hvor folk med et svagt heldbred skal passe på solen.

Maj og juni er de ideelle måneder at booke dine rejse til Kreta. Her regner det kun ind imellem og temperaturerne er mere humane på mellem 18-20 grader og badevandet på 18-22 grader. På det tidspunkt er der heller ikke overfyldt med andre turister, så du har bedre mulighed for at få bord på gode spisesteder eller finde en plads på stranden og ved poolen.

OM EFTERÅRET

I september og oktober er det rigtig godt at rejse til Kreta, for her er temperaturerne faldet til 24-27 grader, imens vandet stadig beholder sine varme 27 grader. I slutningen af oktober vil regnen så småt begynde at komme, og her kan der være dage med regn og torden.

OM VINTEREN

Vinteren er kølig, og der vil være tiltagende regn, som topper i januar og februar. Selvom det er koldere, så kan et besøg på Kreta om vinteren stadig være rart og lunt helt op til 18 grader på gode dage. Badevandet er stadig nogenlunde et stykke ind i december, men til gengæld er der en del færre solskinstimer end om sommeren. Midt på sommeren er der omkring 12-13 timer, og om vinteren er der helt ned til 3-4 timer.

KLIMA PÅ ØEN

Kreta har et typisk middelhavsklima. Her er sommeren varm og tør og vinteren mild med regn. Men der er, på trods af øens størrelse, en stor forskel på klimaet, om du er på den ene side af den eller den anden.

Kreta, middelhavsklima

Sydkysten er varmere og har længere og mere tørre somre end på nordkysten. Og nedbørsmæssigt så falder regnen mest centralt og i den vestlige ende.

OPLEVELSER PÅ KRETA

Er du træt af at sidde ved poolen eller dase ved stranden, så er der masser af ting, du kan opleve på Kreta. Her kan det være en god idé at leje en bil, så du nemt kommer rundt til de bedste steder.

Vil du opleve smuk natur så kør op i bjergene – her står marker, gamle gårde og geder side om side med vilde krydderurter, klipper og træer.

Har du ikke lyst til at leje en bil, så kan du stadig godt opleve øen. På alle hoteller tilbyder de turer til de mest populære steder, og et godt bud på en udflugt er en tur til Samaria-kløften, som er Europas længste kløft på 18 kilometer. Du kan godt tage gåturen igennem den, bare husk fornuftigt fodtøj, vand, penge og måske lidt mad…OG pas så på solen og varmen.

Du kan også besøge den smukke strand Elafonissi på Kretas sydvestspids eller tage til Knossos, det imponerende Kong Minos palads udenfor hovedstaden.

SPIS PÅ KRETA

Kreta har mange lækre sager at byde på, når det kommer til mad og drikke.

Spiser du ude, så kan du ikke komme udenom den græske salat, dakos, moussakka, lam og brød dyppet i olivenolie eller tzatziki. Hvert måltid er nærmest et festmåltid for smagssanserne, og det består gerne af simple og gode ingredienser.

Mange turister foretrækker øl og vin til maden, men vær modig og prøv en græsk kaffe, raki eller en græsk cognac.

På en så turistet ø som Kreta, kan der være mange madfælder og restauranter, som ikke lever op til forventningerne. Vil du derfor sikre dig et godt måltid, så gå derind hvor grækerne selv spiser.

SHOPPING PÅ KRETA

Der findes flere byer på Kreta, hvor du kan shoppe både tøj og brugskunst. I eksempelvis byen Chania er der livlig handel fra markedsgaderne og små souvenirbutikker. Der er også en markedshal, hvor du kan købe friske råvarer og lækre delikatesser.

Kreta er kendt for at have en stor uldproduktion, og derfor kan du med fordel tager til byen Anógia, som bugner at vævede tæpper og duge – MEN hold nu øje med, hvor det, du vil købe, er lavet. Du risikerer at købe et sengetæppe Made in China i stedet for et, der er lavet på Kreta.

I byen Margarítes kan du købe keramik, og byen er så kendt for det, at der hver dag valfarter turister til byen blot for at købe det. Forbered dig på et stort udbud, så det kan være svært at vælge. Til gengæld er der noget for enhver pengepung.

Forslag til, hvad du eller kan købe på Kreta: Olivenolie, friske appelsiner, urter, krydderier, fåreost og friske grøntsager og smykker som generelt er billigere end i Danmark.

BO PÅ KRETA

Kreta bugner med steder, du kan bo under din ferie. Du kan bestille de traditionelle pakkerejser fra rejseselskaber, eller du kan bestille fly og bolig hver for sig – gør du det sidste, så kan du bestille bolig på de fleste hoteller over deres hjemmeside.

Bruger du lidt ekstra tid på research, så kan du også finde og bestille mange fine steder, hoteller, værelser, huse og boliger, der ikke er en del af en hotelkæde eller et dansk tilbud over deres egne hjemmesider.

FAKTA OM KRETA

PlaceringLigger ud for Grækenland i Middelhavet og er ifølge den græske mytologi fødested for selveste Zeus.

Geografi: Kreta er den største ø i Grækenland og er 8300 km2. Den består af kalkstensbjerg, hvilket landskabet også bærer præg af i form af bjerge og bjergtoppe. Øen har mere end 150 kilomter sandstrand.

Sprog: Græsk – men på en turist-ø som denne, kan stort set alle snakke og forstå engelsk til husbehov.

Valuta: Euro

Deltag i debatten