Top 15 over smukkeste halskæder i 2023
Del med dine vennerFacebookX

Top 15 over smukkeste halskæder i 2023

Ligesom i de to foregående smykke indlæg om øreringe og armbånd, vil jeg også i dette give dig min top 15 over de smukkeste halskæder, som dansk smykkekunst kan præstere.
Det er ikke halskæder, jeg ejer i forvejen, men det er bestemt halskæder, som jeg rigtig gerne vil eje – ligesom det var tilfældet med indlæggene om både øreringe og armbånd.

Igen synes jeg virkelig, at vores danske smykkedesignere kan noget helt særligt og rammer den nordiske stil helt perfekt. Der er en god variation i designet, og giver smykker for enhver smag, stil og anledning.

Nu hvor julefester og nytårsaften står for døren, vil jeg i dette indlæg give dig et bud på, hvilket tøj, jeg kunne forestille mig at bruge det enkelte smykke sammen med. Og det er ikke fordi jeg skal til 15 forskellige fester de næste 14 dage. Det er bare ideer og tanker ud fra mit klædeskab og mine ønsker.

Min Top 15 over dansk smykkekunst halskæder

Enkel halskæde – Jane Kønig

Jeg synes, at helt enkle halskæder kan noget helt særligt. Den kan tilføre dit look det lille ekstra touch, der pifter det hele op, uden at det larmer og kræver opmærksomhed.

Og denne smukke Saturn halskæde fra Jane Kønig er i særklasse. Den er enkel og smuk med den klassiske ankerkæde, som selv bliver piftet op af de små firkanter hele vejen rundt. Det bryder kæden og tilfører designet det lille ekstra blikfang.
Og så elsker jeg den eksklusive kvalitet, som den udstråler med sin flotte 18 karat guld.

Denne halskæde vil jeg faktisk kunne bruge til praktisk talt alle tænkelige outfits, netop fordi den er så enkel og eksklusiv i designet.
Men skal jeg vælge ét outfit, vil det nok blive en enkel sort kjole, som ikke “larmer”, sammen med et par helt enkle sorte stiletter – og måske en sort eller mørkegrå habitjakke. Jeg vil dertil vælge kæden i 60 cm, så den får lov at fylde og være blikfang.
Jeg tænker, at det smukke 18 karat guld virkelig får lov at shine på den mørke baggrund og træde flot frem.
Det er et helt nedtonet look, som jeg kunne forestille mig at have på til julefrokosten 2. juledag sammen med familien.

Saturn halskæde fra Jane Kønig

Kors halskæde – Pilgrim

Pilgrim har lavet denne fine halskæde i sølv med et kors som vedhæng. Selve korset er besat med små krystaller, som får det til at funkle, når lyset rammer det.
Halskæden er designet med enkle og fine detaljer. Korset er lavet forholdsvis småt og kæden er også tynd og enkel, hvilket giver et meget feminint look, som jeg synes bliver understreget af den mere diskrete sølv farve.

Denne smukke kors halskæde overvejer jeg faktisk at købe til juleaften. Ikke fordi jeg er specielt religiøs – ikke mere end flertallet af danskerne. Men jeg synes alligevel det minder en om, at julen jo ikke handler om gaveræs og stort forbrug. Der er jo faktisk en religiøs oprindelse bag, som vi ikke bør glemme. For den indeholder jo netop det kristne budskab om næstekærlighed. Og det er vel egentlig det, vi fejrer juleaften – kærligheden til vores næste og nærmeste.

Til juleaften i år har jeg planer om at tage en smuk dyb blå kjole på, som jeg købte for flere år siden, og som jeg er rigtig glad for. Tanken var egentlig at tage et par røde stiletter på, men det synes jeg måske ikke passer helt så godt sammen med den diskrete halskæde. Til gengæld vil halskæden stå flot til den blå kjole, så jeg er nok nødt til at overveje mit juleaften outfit igen…

Clara halskæde fra Pilgrim

Lang halskæde med vedhæng – Pernille Corydon

Denne smukke guld halskæde fra Pernille Corydon består af en lang halskæde med et vedhæng, som består af en kombination af hendes ikoniske coin og en lille cirkel. Den er lavet i guldbelagt sølv, og kæden er en lang kæde på hele 90 cm.
Jeg kan rigtig godt lide kombinationen af den store coin, som får lov at fylde, og den mere diskrete ring, som tilfører halskæden det lille ekstra, som gør den mere gennemført og feminin.

Denne halskæde med vedhæng vil også være smuk sammen med den blå kjole, og den smukke guld farve og den lange kæde vil bringe et helt andet look til kjolen. Mens den forrige sølv halskæde med kors toner kjolen ned og gør den mere diskret og sart, så vil guldet i denne halskæde pifte kjolen mere op til en festlig aften i byen, fordi guldet syner af mere og tiltrækker mere opmærksomhed, samtidig med at længden på kæden gør den mere iøjenfaldende.

Måske skulle jeg gemme kjolen til nytårsaften og købe denne halskæde i stedet for? De vil i hvert fald klæde hinanden og gå godt i spænd med mine røde stiletter, som vil skabe noget kontrast til looket.

Coin & Circle halskæde fra Pernille Corydon

Halskæde med bogstaver – Jane Kønig

Hvert år på den første lørdag i januar holder mine veninder fra gymnasiet og jeg et traditionsrigt nytårstaffel. Bare os tøser – ingen kærester.
Vi er ikke så fine på den, som i kongehuset, og derfor er der heller ikke dresscode og krav om store rober. Derfor havde jeg i år – eller det bliver jo så egentlig først til næste år, som jo er lige om lidt – tænkt mig, at jeg skulle have et par stramme sorte jeans på sammen med en stor, løs skjorte i sart rosa på og et par sorte støvletter med høj hæl.

Det er et lidt mere råt look, og det vil se godt ud med nogle rå smykker til at understrege looket.
Og her kommer Jane Kønigs Love Tags igen ind i billedet (de vender tilbage til mig gange på gang). For kunne det ikke se rigtig godt ud med denne halskæde med to bogstaver i rhodineret sølv?
Jeg synes, at halskæden virker lidt mere rock n’ roll med to vedhæng fremfor ét (og tre bliver lidt for meget -hvem gider at være det tredje hjul??). Og så kan jeg virkelig godt lide det rhodinerede sølv, så halskæden bliver næsten helt sort – det er da virkelig med til at understrege det rå look.

Halskæde med 2 Love Tags fra Jane Kønig

Halskæde med sten – Julie Sandlau

Julie Sandlau står bag denne smukke halskæde i satinrhodineret sølv med en facet slebent krystal som vedhæng. Stenen har en smuk, sart lys blå farve. På selve kæden sidder også en lille, klar sten, som udgør et led i kæden. Det giver et flot og eksklusivt touch til halskæden, og kombinationen af de to sten i forskellig størrelse og farve giver et flot spil til halskæden.
Satinrhodineringen af sølvet giver det et fint og meget feminint look, som understreger det smukke og feminine i den sarte blå krystal.

Denne halskæde vil også være flot sammen med de stramme, sorte jeans og den rosa skjorte med et par klassisk sorte stiletter til i stedet. Og det vil fuldstændig ændre udtrykket i outfittet fra et mørkt og råt look med Jane Kønigs Love Tags til et mere fint og feminint look. Så lidt skal der faktisk til.

Evening Dew halskæde fra Julie Sandlau

Stor halskæde – Dyrberg/Kern

Jeg er helt vild med denne store halskæde fra Dyrberg/Kern. Jeg elsker den volumen, halskæden har, og samspillet mellem den sorte silkesnor og det guldbelagte metal, som giver det store og voluminøse look, uden at halskæden bliver for tung at se på.
Guldringene står i flot kontrast til den sorte snoede silkesnor og giver et eksklusivt look, mens silkesnorens finnish understreger det feminine element.

Denne store halskæde vil være flot til nytårsaften, hvor der gerne må være ekstra pang og store armbevægelser. Jeg kunne forestille mig at sætte den sammen med en flot sort kjole med et stort og fyldigt skørt lidt i Audrey Hepburn stil fra 1950’erne. På den måde bliver det en fyldig kjole med en fyldig halskæde så det hele bliver stort og voluminøst til årets mest festlige aften. Og hvis jeg skulle sætte prikken over i’et ved dette outfit, så ville jeg vælge mine knaldrøde stiletter dertil.
Det her lyder som det ultimative outfit til nytårsaften – nu skal jeg bare have fundet kjolen og købt halskæden…

Feposa halskæde fra Dyrberg/Kern

Halskæde med stjernetegn – Pilgrim

Nu tager jeg lige en afstikker fra min agenda. For da jeg sad og kiggede på de forskellige smykkedesigneres hjemmesider faldt jeg over den her halskæde fra Pilgrim.
Min søster er vild med stjerner, stjernetegn og astrologi. Og se lige den her fine halskæde med stjernetegn. Den vil da være den perfekte julegave til hende.

Det er en fin lille halskæde i sølv. I vedhænget er selve stjernetegnet vist, som det ser ud på himlen, og ikke med et billede af det dyr eller den figur, som det deler navn med.
Stjernetegnet er graveret ind i den lille sølv coin. Og selve stjernerne i stjernebilledet er markeret med store og små krystaller, så det ligner en tro kopi af det stjernebillede, som du ser på himlen.

Min søster går primært med sølv halskæder, da hun synes, at det klæder hende bedst. Og jeg har selvfølgelig sørget for at vælge den halskæde med Krebsen, som er min søsters stjernetegn.

Halskæde med Krebs Stjernetegn fra Pilgrim

Marguerit halskæde – Georg Jensen

Georg Jensens marguerit smykker vækker utroligt mange glade minder fra min barndom. Og det er nok derfor, at jeg selv også er ret glad for dem.
Jeg kommer aldrig til at køre stilen fuldt ud, som de ældre damer i mine bedsteforældres tid, med halskæde, øreringe, armbånd og broche på én gang. Men hver for sig er de ret elegante.

Marguerit halskæden her er egentlig ret enkel med den simple guldkæde, men samtidig er den også meget udtryksfuld med de mange finde detaljer i margueritten. De flotte kronblade i hvid emalje, der er formet som de rigtige marguerit kronblade. Og den smukke midte i forgyldt sølv med de små knopper, så den ligner midten på den rigtige blomst.

Denne halskæde ville jeg bære sammen med et par mørke, løse bukser og en lys, figursyet skjorte, der er knappet helt op. På fødderne vil jeg enten have et klassiske stiletter eller et par fine, mørke loafers (gerne i olivengrøn).
Kæden vil jeg sætte uden på skjorten under kraven, ligesom mange af de ældre damer på mine bedsteforældres tid gjorde.
Det er et helt klassisk look, men jeg kan godt lide det og det vil klæde marguerit halskæden, som vil få lov at træde frem og være midtpunkt.

Marguerit halskæde fra Georg Jensen

Halskæde med bogstav – Sif Jakobs

Sif Jakobs har designet denne smukke halskæde med en kæde i forgyldt sølv og et vedhæng i sølv dækket med små hvide sten.

Jeg er ret vild med kombinationen af den forgyldte kæde og vedhænget i rent sølv. Jeg synes ofte, at vi er lidt bange for at mixe forskellige metaller, men i virkeligheden giver det en god kontrast, og smykket her bliver mere alsidig i sin anvendelse på grund af kombinationen af sølv og guld.
De funklende hvide zirkoner giver halskæden et meget eksklusivt udtryk og gør, at halskæden i mine øjne egner sig både til hverdag og fest.

Jeg kunne sagtens bruge halskæden sammen med et par afslappede jeans og en t-shirt. Jeg kunne også kombinere det med en pæn skjorte, for at dresse looket lidt op. Jeg kunne også gå all in og bruge halskæden sammen med en smuk kjole til for eksempel en hyggelig juleaften i familiens skød eller til en festlig nytårsaften i venners lag.

Det meget feminine udtryk og de smukke funklende sten taler til den eksklusive stil, mens kombinationen af guld og sølv taler til det mere rå look. Og bogstavet gør halskæden personlig, da det ofte har en symbolsk værdi.

Novoli A halskæde fra Sif Jakobs

Halskæde med ringe – Jane Kønig

Denne smukke og anderledes halskæde fra Jane Kønig består af 6 ringe i sølv, som er samlet og hæftet i nakken ved låsen.
De mange ringe skaber en god optisk illusion af at have flere halskæder på på samme tid. Det giver en rigtig god effekt, hvor halskæden virker større og mere voluminøst uden egentlig at være det. Lidt ligesom Dyrberg/Kerns Behar halskæde, som jeg skrev om tidligere i indlægget her.

Det matte sølv for halskæden til at virke både eksklusiv og rå på samme tid. Ligesom de lidt stive ringe giver et helt andet udtryk, end en almindelig kæde, der former sig efter hals, kraveben og lignende. Det synes jeg også er med til at understrege et lidt mere råt look; at metallet ikke tilpasser sig mennesket, men holder sin faste form og tvinger mennesket til at bære halskæden lidt på trods. Okay, det kom vist til at lyde lidt for filosofisk, men jeg håber, at du forstår, hvad jeg mener. Nu er det jo smykkeKUNST, jeg kigger på.

Halskæden vil være flot sammen med et look, hvor det er dén, der er det fremtrædende element. Så er det egentlig underordnet, om den bruges sammen med bukser eller kjole. Så længe outfittet er diskret og nedtonet, så halskæden kan få lov at træde frem.

Wire Choker halskæde fra Jane Kønig

Halskæde med hjerte – Pernille Corydon

Den enkle halskæde med et hjerte som vedhæng har altid været en klassiker.
Denne udgave fra Pernille Corydon er lidt anderledes, end vi normalt ser hjerte halskæden. Halskæden og hjertet er meget traditionelt lavet i forgyldt sølv, men med en twist i form af, at hjertet er blevet matslebet. Det giver halskæden lidt kant og et anderledes udtryk end de sædvanlige hjerte halskæder.

Og netop denne udgave fra Pernille Corydon kan derfor gå til langt de fleste looks.
Hvad enten du er til det meget feminine og romantiske look, hvor det forgyldte hjerte er med til at understrege stilen og samtidig giver det lidt kant i kraft af det matslebne metal. Eller om du er til det rå look, som netop bliver understreget af det matte metal, og hvor hjertet kan tilføre noget feminint og sart til stilen.

På grund af alsidigheden i denne hjerte halskæde er det vanskeligt at udpege et specifikt look, jeg ville gå efter. Men i forhold til julens og nytårets fester kunne jeg godt finde på at tage denne halskæde på juleaften sammen med en kjole i en flot højrød farve. Halskæden vil både kunne gøre looket mere feminint og samtidig give det lidt rå kant. Og så kan man jo tippe looket til enten den ene eller anden side alt efter om man vælger at kombinere med et par enkle stiletter eller et par mere grove og rå støvler eller støvletter. Det afhænger af smag – og humør, tror jeg.

Mini Heart halskæde fra Pernille Corydon

Lang halskæde – Pilgrim

Pilgrim har designet den her halskæde i forgyldt sølv. Jeg kan rigtig godt lide den tilfældighed og skødesløshed, det udtrykker. Jeg kunne næsten selv have taget en gammel kæde og sat en tilfældig ring i. Næsten. For jeg har ikke så stor en ring, at det vil kunne give den samme effekt, som denne. Og der er da heldigvis mere elegance over denne halskæde end som så.

Men det, at ringen ikke har fået sat en lille vedhængs-ring (eller hvad sådan en nu hedder) på, som kæden skal løbe i, giver halskæden en vis skødesløshed og afslappethed, som jeg meget godt kan lide. Samtidig er den matte forgyldningen med til at spice designet op og give halskæden et mere eksklusivt look.
Også denne halskæde vil kunne bruges til både det afslappede look og det festlige look. Du kan sætte det sammen med en spraglet kjole eller skjorte og blot lade det være et diskret blikfang. Eller du kan klæde dig helt enkelt og lade den lange halskæde være blikfangét.

Hvis jeg skulle beskrive et outfit, som jeg ville bruge det til, ville det være til juleaften sammen med en klassisk stram ensfarvet kjole, hvor smykket fik lov at træde frem. For juleaften synes jeg ikke, at ens look skal “larme” for meget.

Portia halskæde fra Pilgrim

Halskæde uden vedhæng – Maanesten

Her er endnu en halskæde, hvor det er de små detaljer, der gør smykket smukt.
Maanestens Figaro halskæde er uden vedhæng, som skal udgøre den egentlige udsmykning. I stedet er det leddene i halskæden, der gør det. Hvert fjerde led er cirka dobbelt så langt som de øvrige, og det giver en rigtig flot effekt.
Det bringer noget liv til kæden og gør, at det faktisk ville blive for meget, hvis man også satte et vedhæng i.

Kæden fås både i sølv og som forgyldt. Men jeg må indrømme, at jeg synes, at den i den forgyldte version bliver lidt for meget til min smag. Hvorimod udgaven i sølv har den rette balance mellem at være anderledes og have spræl, uden at det bliver for voldsomt og overdådigt. Sølvet er ligesom med til at tone udtrykket lidt ned.

Denne kæde kunne jeg fint tage på til julefrokosten 2. juledag sammen med et par stramme jeans, en ensfarvet og lidt poset skjorte, et par støvletter med høj hæl og håret redt stramt tilbage i en hestehale.
Et forholdsvis nedtonet look, som til gengæld tillader, at man kan give fuld gas på makeup’en.

Figaro halskæde fra Maanesten

Lang halskæde -Dyrberg/Kern

Denne simple halskæde fra Dyrberg/Kern emmer virkelig meget af luksus og eksklusivitet.
Halskæden er en klassisk lang ankerkæde i forgyldt sølv, og vedhænget er en lang dråbeform også i forgyldt sølv. Egentlig ganske simpel i udtrykket. Eksklusiviteten ligger i vedhængets finish. Det har fået en diamond sparkle finish, som de selv skriver. Og det rammer fuldstændig plet. Dråbe-vedhænget glimter nemlig, som var det besat med en masse små diamanter, som blinker og stråler, når lyset rammer dem. Det er simpelthen så smuk en forarbejdning af metallet.

Denne smukke halskæde, synes jeg, skal have lov at stå helt alene. Derfor ville jeg bruge den sammen med en helt enkel kjole – og gerne en mørk kjole, så der dannes en god kontrast, hvor halskæden og især vedhænget virkelig får lov at træde frem.
Det er helt klart et godt bud på juleaftens outfit, men prisen gør, at det nok ikke lige bliver i år.

Gamila halskæde fra Dyrberg/Kern

Hjerte halskæde – Pandora

Se lige en smuk, sjov og kreativ halskæde, som Pandora har skabt.
Den viser, hvordan man kan skabe noget anderledes og utraditionelt ved at tænke kunstnerisk og ud-af-boksen, i stedet for at hænge fast i konventioner og uskrevne regler.
Halskæden er jo i virkeligheden ret simpel. Og alligevel er den nok den vildeste og mest udsmykkede halskæde, jeg her har præsenteret.

Leddene er alle formet som hjerter, hvilket skaber et helt anderledes udtryk, end for eksempel en traditionel ankerkæde, slangekæde, murstenskæde, og hvad der ellers findes af forskellige typer kæder.

Og denne hjerte halskæde vil være helt oplagt til nytårsaften, hvor man viser kærlighed til ens venner, ved at tilbringe årets sidste aften og begynde det nye år sammen med dem.
Den vil gå godt sammen med et par sorte jeans, en løs skjorte uden alt for meget mønster, en habitjakke og et par høje hæle af den ene eller anden slags.

Joined Hearts halskæde fra Pandora

Hvor lang skal en halskæde være

Hvor lang en halskæde skal være, afhænger primært af din stil og din personlige præferencer. Det vigtigste er, at du føler dig godt tilpas med din halskæde på. Så er du mest til korte halskæder, vil du måske komme til at føle, at en lang kæde er i vejen for dig, når du skal arbejde. Omvendt kan en kort kæde komme til at føles næsten kvælende at have på, hvis det slet ikke passer til dig og din stil.
En halskæde bruger vi netop mange gange til at understrege og fremhæve et bestemt look.

En ting, man dog skal huske på. Der hvor kæden ender – især hvis du også har et vedhæng i – det er der, andre øjne bliver ført hen. Så har du for eksempel en stor barm, som du helst ikke vil have fokus på, skal du enten købe en kort halskæde, der stopper godt før brystet, eller en lang halskæde, som går et godt stykke ned over brystet.

Hvad symboliserer en halskæde

I mange kulturer har halskæder og andre smykker en symbolsk værdi. Det kan for eksempel være i forbindelse med et overgangsritual fra barn til voksen.
Men i Danmark har smykker ikke den samme symbolske værdi. Vi bruger udelukkende halskæder som udsmykning.
Derfor betyder vores halskæder ofte heller ikke noget. Men når det er sagt, så er mit indtryk, at designeren bag ofte har lagt en symbolik eller betydning ind i smykket, som for eksempel Jane Kønigs Love Tags eller Georg Jensens Infinity. Men som regel stopper betydningen der.

Tak, fordi du læste med

Jeg håber, at du har nydt mit lille indblik i, hvor dygtige og innovative smykkekunstnere vi har her i danmark. Der er ingen tvivl om, at kreativiteten blomstrer i fuldt flor, og det er kun fantasien, der sætter grænser – og disse grænser bliver hele tiden skubbet en tand mere.

Del med dine vennerFacebookX
Deltag i debatten