
Skønhedsredaktør på Cover, forfatter og trendekspert Charlotte Torpegaard kender de fleste af jer nok allerede. Hun er på forkant med de nyeste tendenser indenfor hudpleje, makeup og ikke mindst de grønne af slagsen. De sidste par dage har hun afholdt et arrangement i Sing Tehus, hvor vi igår kiggede forbi, da hun havde bemærket at skønhed og makeup ikke var særlig repræsenteret på vores blog, hvilket vi er enige i, så her kommer lidt tips og råd fra en der har mere styr på det end os. Nogle af rådene kender du måske, men det skader jo aldrig med en lille opfrisker. Hun har udgivet bogen “Skønhed kommer indefra – men lidt læbestift skader jo ikke” som da er en oplagt julegaveidé. Besøg også hendes skønhedsblog her!
Charlottes bedste råd:
“Helt banalt er det, men det vigtigste råd for en smuk og ren hud er at rense den af. Hver aften lige meget hvor sent du kommer hjem. Rens, rens, rens.
Brug solcreme året rundt, eller brug en dagcreme eller makeup med SPF i. Der er UV-stråling selv når det er gråvejr.
Sæt fokus på de ting ved dig, der er smukke, fremfor blot at gemme det du ikke bryder dig om. Hvis du har flotte øjne, kan smuk øjenmakeup også fjerne fokus fra “fejl”.
Et klassisk, men evigt gældende råd er, at vælge fokus på enten øjne eller læber. Hvis din øjenmakeup er kraftig, vælg blege læber og omvendt.
Sov med silkehovedpudebetræk, som til forskel fra bomuld ikke suger fedt og liv ud af hud og hår. Det gør virkelig en forskel, så man ikke vågner op med tør hud og klasket hår.
Mange piger sørger for at tøj, hår og makeup er perfekt, mens de negligerer kroppen, fødderne og negle, hvilket kan ødelægge indtrykket. Plej hele kroppen, og skrub arme og fødder. Det er synd at putte uplejede fødder i smukke sandaler.
Spis Omega 3 kapsler. De sunde fedtsyrer kan gøre meget for huden og ikke mindst hjernen. Der er nogle slags hvor man skal spise 5 kapsler om dagen, og efter en måned giver det altså virkelig et resultat.
Jeg sværger til olier, og bruger Weleda Mandelolie (129 kr.) til både at fjerne makeup og fugte huden med bagefter. Hvis du har uren hud, vil jeg dog anbefale en vaskegelé i stedet.
Hår: Også her er olier vigtige! Jeg kan anbefale produkter fra de grønne mærker René Furterer, og Phillip B. Men når det skal skylles ud, skal man huske at putte shampoo i håret før vand!
Alkohol: Diana Vreeland anbefalede at vaske hår i champagne, hvilket giver fantastisk glans. Det samme gælder vodka som nogle hårartister sprayer over håret når det er sat, men husk at alt skal bruges med måde. “Bund eller i håret” får pludselig en ny betydning!

Yndlingsprodukter lige nu:
Mineralpudder: F.eks. fra Young blood, som er rene mineraler som nu fås uden parabener.
Ansigtscreme: Amazing Space: Delicate Cream, som er god til sart hud og giver ekstra fugt.
Jurlique: Et mærke der er godt og brugbart for alle.
Makeup:
Hvis jeg skal vælge en ting, er det godt at investere i en god læbestift, som både kan bruges til kinder og læber. Det er hurtigt at duppe lidt farve på kinderne, som kan give rigtig meget liv til dit ansigt.
Mascara: Jeg elsker dramatiske vipper og kan anbefale Hypnose Drama fra Lancôme. MaxFactor False Lash Effect er også rigtig god. Husk altid alle vipper, også dem helt ude i siden, og fyld eventuelt hullerne ud med eyeliner, så vipperne ser fyldigere ud. Hvis man har små øjne, kan man bruge hvid eyeliner på den våde kant, som åbner øjet op. Og selvfølgelig til under neglene, for et velplejet look.
Smokey eyes: Mange synes det er svært, men det kan gøres nemt. Makeupartist Gucci Westman blander vaseline og sort eyeliner, som nemt kan give et smokey look med fingrene. Marlene Dietrich opfandt det ved at holde en korkprop i ilden, for derefter at tvære det på øjenlågene.
Negletip: Brug underlak, da negle tager farve fra kraftige neglelakker. Hvis du har travlt kan lakken størkne hurtigere under koldt vand. Når lakken har tørret lidt, kan du smøre olie på, som hindrer mærker og ridser.
Mod uren hud: Det er meget vigtigt at huske at vaske makeupsvampe og pudderpensler grundigt, da de samler utroligt mange bakterier og kan give uren hud. Helst en gang om ugen med helt almindelig shampoo, hvorefter de blot skal hænges til tørre. Jeg har ikke oplevet at såkaldte bumsemidler duer. De udtørrer urenhederne, hvilket får huden til at producere flere fedtstoffer som bare forværrer det. Hvis uheldet er ude, og man skal ud, kan man tage en isterning og holde mod bumsen, og bagefter dække med concealer. Brug ikke tandpasta, som også bare udtørrer og kan give udslæt. Vær ikke fanatisk, men hvis du spiser meget salt eller sukker kan det forstyrre huden. Prøv for en periode at skære ned på det, og se hvad det kan gøre ved sorte rander osv.
DIY: Hvis man ikke har råd til dyre skønhedsprodukter kan man sagtens bruge ting fra køkkenskabet. Havregryn og olie kan blandes sammen til en skrubbemaske. Og til kroppen kan man blande olivenolie og sukker eller salt og give kroppen og fødderne en skrubbetur. Honning kan bruges som læbepomade. Grøn the kan bruges til meget og også mod uren hud, da den har en rensende effekt. Lav din egen skin tonic, ved at afkøle grøn the og kom det på en sprayflaske. Det virker også om sommeren hvis man har fået for meget sol. Ole Henriksen masserer også ansigtet med isterninger lavet af grøn the.”
Tweet This Post